FRA LEAN TIL LEG

FRA LEAN TIL LEG

Velkommen til Play My Day!

Leg burde være nemt, men det er faktisk ret svært. Jeg har en passion for den legende tilgang. Jeg elsker, når tiden forsvinder og magi opstår … men ofte går mit hoved i gang med at planlægge og ”regne det hele ud på forhånd”.

 

I 20 år har vi arbejdet med leg i Koncept Kompagniet, det kan man vist godt kalde solid erfaring!

Erfaring er dog ikke altid en kompetence; Det kræver mod og en stor portion tålmodighed at lancere noget så selvmodsigende som ”seriøs leg”.

Jeg har haft det som en hest før et væddeløb, vil gerne bare i gang med det samme og så fuld galop hele vejen. Det er jo sådan, jeg normalt sætter i gang – hopper ud i det og så finder jeg ud af det hen ad vejen.

Der har været modstand, men overraskende nok mest fra mig selv.

Pludselig virkede legen lidt for let og uden tyngde, når jeg skulle fortælle om projektet. Passionen og historien om at vi alle – både store som små – skal lege noget mere, kan vi næsten alle mærke – men hvordan?

Pludselig var legen at læse kringlede afhandlinger om innovation, om indre og ydre motivation. Aftenlæsning om neuroscience og gamification … og mig der bare ville lege.

 

Lege vil jeg stadig, og jeg vil med glæde inspirere dig til at lege med både på job og hjemme. Vi leger ikke ens, eller måske gør vi ? Før i tiden var det en bonus at sende ungerne ud at lege – nu skal de ”liiige” nå et nivau mere. Men er jeg selv meget bedre? Når man hænger fast i mailkorrespondancer og sjove opdateringer på de sociale medier. Når jeg lige skal ordne vasketøjet …

’Serious play research’ viser en masse fordele ved leg også på job, men orker vi virkelig endnu en strategi proppet ned i halsen? Leg er blevet så seriøst at man har legeforskere ansat på universiteter. Mit favorit citat er af legeforsker Anne Charlotte Thorsted fra Aalborg Universitet:

 

»Leg er lidt som forelskelse. Det er ikke noget, man bare beslutter ved at sige: “Nu er jeg forelsket”. Det kræver en indsats, og at man sætter noget på spil. Men når man så bringer den indsats, får man det tusindtal tilbage.« 

 

For mig er legen dog mere simpel – det kan være en aktivitet eller bare en indstilling. Legen er noget jeg kan gøre, når jeg har brug for et grin – eller en pause. I legen kan jeg drømme og lave sjov. Jeg får masser af energi … og det allerbedste er, at jeg kan gøre det sammen med andre.

Vi har en vision om, at vi kan forandre verdens-herredømmet via leg. Det er måske en stor mundfuld, indrømmet, men det giver mening …

SER MIN RØV STOR UD I DEN HER SUPERMANDSKAPPE?

SER MIN RØV STOR UD I DEN HER SUPERMANDSKAPPE?

Hvem ved? – For muligheden for at jeg skulle iføre mig supermandskappen i det offentlige rum, ville betyde ord som pinlig, for meget, for gammel og ikke mindst hvorfor?

Tanken er dog smigrende, for tænk hvad jeg kunne slippe afsted med som Supermand – eller måske mere som Wonder Woman …

 

Wonder Woman er den ultimative heltinde. Hun er en kriger med både ”beauty & brains”. Hun har super fart, super styrke og evnen til at flyve. Hendes ultimative våben er den gyldne lasso, der får alle, hun indfanger, til at sige sandheden (hmmm … det er der potentiale i). Hun besidder stor visdom og indsigt i andres følelser og er immun overfor andres tankekontrol.

Hun er splittet mellem en mission om at promovere verdensfred og bekrige ondskab i verden, og ser godt ud mens hun gør det. DC Comics heltinde har hele pakken, og banker klart Barbie af banen med et enkelt ”sidekick”.

 

I min, til tider, krøllede hjerne betyder det, at jeg udover et smil på læben, ser mig selv flyve verden rundt, mens jeg faktisk er i gang med den 3.  kulørte omgang vasketøj.

At jeg med hendes super styrke havde rengjort hele huset på et sekund (1 time kunne måske også gå an), og med hendes armbånd, der kan modstå ethvert angreb, kunne gøre bankmøder og excel-ark uimodståelige.

 

Wonder Woman har helt sikkert hele pakken, og hun gør klart min verden til en leg, og jeg elsker de små listige smil, jeg får, når jeg ser mig selv spankulere op ad gaden iført tiara og spandex.

I virkeligheden er jeg måske ikke så modig – men måske det kommer?

Send mig et smil og måske en high-five, hvis du ser mig og min gyldne lasso!

BE. HERE. NOW.

BE. HERE. NOW.

Quickfix? Elsker dem – 7 gode vaner, 12 minutter til succes (meditation), 6 om dagen, 10 år yngre på 10 uger … Ja, jeg kunne blive ved og jeg hopper i hver gang!

Jeg køber bøger og læser blogs. Køber superfoods, der booster hjernen og røgelsespinde, der kan rense både krop og sjæl. Det virker faktisk også alt sammen – når man bruger det.

 

Min yndlings ”10 du ikke kan undvære” er måske ikke et quickfix – men den der har sat sig fast og fået tankerne til at rulle. Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen har skrevet om 10 egenskaber, fremtidens børn ikke kan undvære:

1. Dygtighed.

Som består af teknik + metode + vedholdenhed. Teknik tager 2-5 minutter at lære, metode tager måneder eller år, og vedholdenhed er “Never quit on a bad day”. At kunne arbejde disciplineret og udsætte nydelsesbehov i nuet, for den langsigtede glæde. Tilegne sig så mange teknikker som muligt, for de er nøglerne til verdens låse.

2. Dedikerede fællesskaber.

At blive holdt af sådan som man er, at kunne skabe og indgå i lange, sunde, konfliktfyldte relationer. At få lov til at fordybe sig og dermed blive klogere på sit livs formål, og hvile trygt i troen på, at mindst én voksen elsker én. Et sandt velfærdssamfund klipper ikke båndet mellem den ældste og den yngste generation. Og det fortæller hele tiden sine børn, at det vigtige i livet ikke er karakterer, fast arbejde og ussel mammon, men at gøre sig umage og spørge sig selv: “Hvorfor er jeg blevet født? Hvad er det jeg kan, som ingen andre kan, og hvordan kan jeg bruge det til at skabe noget, der er godt for verden?”.

3. Lære, aflære, genlære.

Livet er langt, og vores børn kommer til at genopfinde sig selv 3-4-5-6-7 gange gennem deres arbejdsliv. Spørg derfor aldrig mere “Og hvad skal du så være, når du bliver stor?”. Spørg i stedet “Hvad vil du gerne være dygtig til, og hvem vil du gerne være det sammen med?”. Fremtidens analfabeter er ikke dem, der ikke kan læse og skrive – det er dem, der ikke kan lære, aflære og genlære.

Læs hele artiklen med de 7 øvrige egenskaber her: http://www.denoffentlige.dk/fremtidsforsker-10-egenskaber-fremtidens-boern-ikke-kan-undvaere

 

Anne Skare Nielsen skriver, at vores børn kommer til at blive over 100 år – med hvad med os selv? Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik lever kvinder 82,7 år og mænd 78,5 år. Det betyder vel også at vi skal være dygtige, kunne indgå i fælleskaber og lære – aflære – genlære etc.?

Sikke en masse vi skal nå, eller skal vi?

Be. Here. Now .

Endnu et quickfix? – Måske. Men hvad med 10 gode grunde til at lege noget mere ?

Eller måske bare en enkelt? – Fordi det er sjovt.

 

Det er rigtigt, at legen kan få dig til at glemme tid og sted, at den kan udløse endorfiner, at den styrker fællesskaber og gør det nemmere at lære.

Men det fedeste i legen, er netop at man kan tillade sig at fjolle rundt og være piv-ringe.

Ikke fordi det at være dårlig, nødvendigvis er godt, men i legen er det tilladt at prøve igen og igen, uden det gør ondt. Indrømmet – man kan blive til grin og miste balancen for en stund – for sekundet efter at være i total triumf over at have ramt plet eller bare inden for rammen og…

Kapow! Flow. Lykke. Passion. Grin.

Legen kommer måske aldrig på listen over det, som ændrede fremtiden – som egenskab #11 – eller gør den?


Warning: Parameter 1 to W3_Plugin_TotalCache::ob_callback() expected to be a reference, value given in /var/www/playmyday.dk/public_html/wp-includes/functions.php on line 3282